Her er nogle tekster jeg har skrevet, jeg håber at du vil finde glæde, og måske genkendelse, ved dem :))

20861311_10155597275624817_1021904270_o(1).jpg

Til Flere end En

I al den tid, kiggede vi væk fra hinanden. Flygtige blikke, der kun ville se overfladen. Alt blev ved med at kredse om det sted hvor vi kunne blive synlige for hinanden. Da jeg endelig så dig, flød vores tårer fra samme kanaler, så sarte og særlige, skåret af gammel mørkebrunt træ, med sorte pletter, skåret af forsømmelse. Jeg kan ikke forstå at en smerte kan være så stor at den krammer universet, fortæller det bedrevidende, at den er større end alt andet. Alligevel ved du, at lyset bryder ud af selvsamme dimension. Hvordan kan vi forstå dette? Det kan vi bare. Hvordan kan vi forstå hinanden. Det kan vi bare. ikke. Men jeg vil kigge på dig hver dag, se efter dig, uden at se det blålige hvide rundt om dine næsten sorte måner, og med tiden tror jeg at vi vil holde op med at kigge væk. Fra hinanden.

Forskellige Fødder

Findes der noget smukkere i verden end når vi skærer vores fødder af for at prøve hinandens. Jeg går nogle meter med dine, mærker det jordvåde fundament og forstår hvordan du finder balancen på dine unikke kødelige startpunkter. Et kompliceret netværk af nerver, muskler og sener, spænder og afspænder, i takt med at du forsøger at overleve. Det forstår jeg nu og jeg mærker det selv i disse strømmende øjeblikke af empati og menneskelighed.

Nogle meter fremme forstår jeg også at det ingen mening gir, hvis dine fødder sidder hvor mine burde. Lad os skifte igen. Lad os holde os adskildt, dog medfølende; som et magisk ottetal der rummer os begge, i hver sin vom, og giver os en krydsning at forbinde i, som er så selvfølgelig som banens uendelighed.

20861311_10155597275624817_1021904270_o(1).jpg

Manifest:

Hvis du former noget i et så hårdt materiale, at det ingen steder kan flyde ud, så er det åbenlyst at det bliver på sin plads: rigidt, dogmatisk, frossent.

Skab dit verdensbillede på denne måde og du vil vide hvor du har det. Bekvem, men måske længselsfuld efter din indre vilde natur, der vokser og sår frø så tilfældige, at kun strækket af et levet liv kan tegne dit mønster.

Hvis du former dit verdensbillede i et materiale som er flydende, så bliver du pludseligt eksponeret og sårbar. Koordinaterne er uforudsigelige, skarpe som stjernekanter, bløde som bomuldsblomster, bevæger sig med samme energi i Himmelrummet som cellerne i din Krop.

Det giver ingen mening at hengive sig til dette verdensbillede, men intet andet vil nogensinde give dig hvad du længes efter. Flyd med dit indre hav, lad bølgerne skvulpe dig frem og tilbage, åbn munden og slib tænderne ned, så luften flyder frit og organisk.

Dit hav er aldrig til at blive klog på. Men i nuet imellem os kunne ikke findes noget mere sandt. Paradoksalt, selvmodsigende, elementerne slynges rundt, men aldrig ud. Hjerteskærende ærligt og åbent.

Livets Skum

Dagene skummer afsted. De små bobler ilter os kun lige tilstrækkeligt, løfter os aldrig længere op end vi stadig kan bunde. Når vi er værst, klaser de sammen som rogn og tanken gir mig kvalme. Kun tiden kan vise om vi får ret eller om vi bevarer vores værdighed. Din ånde dufter af sæbe efter alle de grimme ord der ramte mig i nat, måske har du renset dig ren i forglemmelsessprit. Når vi er værst, så er vi smukkest. Når vi er bedst, så er vi smukkest. Frem og tilbage, dagene skummer os bløde, med tiden slibes vi runde, og jeg tror vi skal være sammen og hver for sig, til livet os skiller.

IMG_4182.JPG
 

voldelige greb/ kærlige greb

Grebet løsnes om håndleddet, lyset falder ind idet du gir slip
skarpe linjer, støvet oplyses,
keglerne skærer igennem stuen,
åbner op til et udenfor.
(vi blændes, men kun kortvarigt, så er vi tilstede igen. kampklare.)
Det udenfor som er en portal der suger os ud, der hvor vi ikke kan bunde og alle taler i munden på hinanden, så det er alligevel en tabt kamp, og det indenfor som er et vakuum hvor vi presses sammen af tilknyttede halse, ind mod midten af huset, ind mod vores midterste.

Findes der overhovedet noget sted vi kan eksistere længere?

Vinklerne i verden passer ikke sammen som en matematisk formel og jeg skuffes hver gang du slipper grebet og lader lyset ind, for intet virker til at lade sig afsløre. Tankerne formulerer begreber som hjertet afviser og hjertet dikterer tilstande som udvisker det hele igen.

Vi begynder at le og de begynder at overbevises om, at alle klarer sig og ingen behøver at gribe nogen.

Sløjfer

Bind en sløjfe om min mund. Første gang, anden gang, tredje gang, nu er der ikke tal på det mere. 10.900 sløjfer måske, så fine og talentfuldt bundet. Store smukke buer, fint fald og glat silkeoverflade. Mit ansigt er nu dækket til af sløjfer, måske kan man lige ane nogen eller noget, men højst sandsynligt er det bare din egen fantasi der spiller dig et puds. Jeg ved egentlig ikke selv om jeg stadig er der, mit spejlbillede ligner en smuk eng af sløjfer i alle regnbuens farver.  Tæt knyttede, snævrer huden sammen. Snævrer mig sammen, så jeg stopper med at gro ny hud.

 

Brutalistiske bygninger

At leve livet
dybt forbundet til dig
er som at bo i en by
omgivet af brutalistiske bygninger
Mine skridt er evige
afgrænset til erfaringsranden
mister dog aldrig modet
Vildfaren i en tryg, iltfattig by
Alt står stille
inde bag de gitrede vinduer

Et forsøg på at mærke min frihed
en slentretur hvor fuglene tindrer
solen smiler mildt og funklende
synger: der findes et liv uden for denne by
Jeg går for ikke at fanges af stanken fra de rådne kældre
mens jeg kigger mod den dessertfarvede himmel og tænker:
Her er jeg og kun jeg. Hvilken frihed!
Bygningerne læner sig, som i det mareridt jeg har haft siden jeg var barn
klamrer mig inde i en by med bygninger så brutale, at jeg måske aldrig finder min vej ud.

IMG_3119.JPG

 

Hvile

Vi hviler i et net af uvis længsel
Det tryggeste sted i verden
er det sted hvor vi kun har hinanden i tanken
i hjertet er alt utrygt og bange,
dog jubler det af glæde for livets begrænsede formåen
frygtløse, glædes vi ved følelsen af at være i live,
selvom det splitter os ad og lader os tilbage som fremmede for os selv
Vi tror kun på det usynlige, tror jeg,
for alt hvad vi kan gribe med hænderne, er ikke hvad vi længes efter
prøv at tænke på en gang du fik alt hvad du ønskede dig
fik du ikke lyst til at give slip på det hele igen?
Tænk på alle de længsler der er så slørede og luftige,
alligevel driver de dig fremad som en flod, hvis brusende bølger lokker
med deres højder og viljefaste retning
længslen efter at manifestere det luftige og porøse i cement
blokke der definerer det liv vi kan kalde vores eget
blokke vores børn vil vandre på og hoppe fra, miste sig selv i labyrinterne i mellem dem
finde deres vej ud og fortsætte cementeringen
indtil deres børn vandrer på blokke af blokke af blokke af blokke

 

Indre sol

Jeg kom her med åbne hænder
Jeg bad ingen om livet
Nogen manglede modellervoks, åbenbart.
Barnligt bløde og med uerfarenhedens serie af illusioner.

Selvom jeg stod der med åbne hænder,
Tillidsfuld og nøgen, med barnets smil som modgift til din forskruede logik
snittede du med dine barndoms usynlige sår
blodige fordybninger langs alle mine fine linjer
Livslinjen
Hovedlinjen
Hjertelinjen
Skæbneslinjen
Alle linjerne fra top til tå, på tværs og på langs,
ikke kun dem man finder i hænderne.

Tunge dråber,
skaber mismod først, men rummer senere forløsning.
Himlen trækker tråde fra stjernerne ned i mine håndflader
og danner drømme om ture langs en simpel å og op ad et højt bjerg.
Solens uendelige kærlighedsceller
strømmer ind og igennem
overhuden som konstant fornyes
kaster døde hornceller, illusioner og fedtstoffer af sig
danner sig igen til nyfødt barriere
mellem omverden og jeg.

Nu står jeg igen med åbne hænder,
skrumpet i størrelse af sammentrækninger og forkrampninger.
Rynkede af tid som er passeret.
Taknemmelig for alt uden undtagelse,
med større forståelse for dig end nogensinde.
Min indre sol lyser op og forgylder
alle mine barndoms sår og sprækker.
Aldrig helt samlet og lappet, men altid på vej i håbets ukuelige tro
På vej mod den dag jeg skal udånde for sidste gang,
den dag hvor jeg håber at min indre sol
får mig til at ligne en lysmaskine,
der bader rummet i funklende lyspletter.

Om at lytte

http://www.vinkkbh.dk/musik/lytte-spille-strygekvartet/